Nye kræfter skal styrke arbejdet i Carbon Footprint Initiative

Foreningen Carbon Footprint Initiative, der arbejder med opgørelse af CO2-aftryk på det danske annoncemarked, holdt i fredags sin første ordinære generalforsamling siden foreningens stiftelse i november. 

Claes Braagaard fra OMG, Anne Norberg fra Orchestra og Signe Skarequist fra JP/Politikens Hus skal sammen med Malene Birkebæk, Kreativitet & Kommunikation, Dicle Duran Nielsen fra Danske Medier og Marianne Bugge Zederkof fra Danske Medier Research arbejde videre med det værktøj, der skal bidrage til bedre og mere gennemskuelig indsigt i annoncemarkedets klimaaftryk. Målet for samarbejdet bygger på en overordnet ambition om at sætte skub i den grønne omstilling og øge fokus på og adgangen til data om CO2-aftryk. 

Initiativtagerne bag projektet er Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation, der efter offentliggørelsen af hensigtserklæringen tilbage i august 2023 hurtigt fik opbakning fra andre brancheaktører, bl.a. Berlingske Media, Orchestra, Danish Outdoor Impact, Dansk Reklame Film, Teknologiens Mediehus, og mange flere. 

Siden jul er der blevet arbejdet intensivt på at kortlægge værdikæderne, fastlægge metoden og indsamle data. Inden sommer lanceres den første betaversion.  

Foreningen er åben for alle, der støtter op om foreningens formål. Foreningens database vil være tilgængelig for medie- og bureaumedlemmer, der ønsker at benytte data enten direkte eller via egne systemer og beregningsmetoder. 

Formand Marianne Bugge Zederkof, direktør i Danske Medier Research fortæller i den sammenhæng:  

”Med lanceringen af Carbon Footprint Initiative viste vi som branche et fælles engagement i arbejdet med klimaaftryk på tværs af medier og bureauer. Der er et stigende samfundsmæssigt og politisk fokus på, hvordan vi mennesker bidrager til opvarmning af jorden, og hvad opvarmningen har af afledte klimaforandringer. De danske medier og bureauer deler bekymringen over udviklingen og ønsker at bidrage til en grøn omstilling. Derfor har den danske medie- og bureaubranche etableret foreningen Carbon Footprint Initiative, som skal skabe et fælles grundlag for handling ved at sikre en bedre og mere gennemskuelig indsigt i annoncemarkedets klimaaftryk.”

Arbejdet er nu klar til at gå ind i næste fase. Hensigten er, at der etableres et troværdigt datagrundlag for en gennemsigtig og pålidelig opgørelse af CO2-udledning på annoncemarkedet. 

Scroll to Top